Hanstholms infanteriforsvar
Hanstholm blev under 2. Verdenskrig det stærkeste forsvarsanlæg i Danmark med i alt ca. 450 betonbunkere. Det vigtigste element i fæstningen var batteriet med de fire 38 cm-kanoner, som stort set resten af forsvarsanlæggene havde til opgave at beskytte mod angreb.
Hele vejen rundt omkring Hanstholm-knuden blev der bygget forsvarsanlæg bemandet af den tyske hær, som skulle forhindre en angriber i at trænge ind i fæstningen. Forsvaret af adgangsvejene ind i fæstningen var særligt vigtigt. Derfor var der i udkanten af fæstningen opstillet et antal våben, som var særligt godt beskyttede mod beskydning af panserstål og tyk beton.
Til at dække adgangsvejene var der otte bunkere med en fast indbygget 4,7 cm-panserværnskanon. Kanonerne var konstrueret til den tjekkiske grænsebefæstning, men efter Tysklands annektering af landet i 1938/39, blev kanonerne afmonteret og anvendt i tyske befæstningsanlæg. Kanonens munding havde form som en kugle, som passede præcist ind i skydeskåret, som derfor var lukket helt tæt. Skydeskåret var yderligere dækket af en 10 cm tyk jernplade, som først sænkedes, når kanonen skulle skyde. Kanonerne var altså uhyre godt beskyttede mod bombning og beskydning.
I nærheden af bunkerne med panserværnskanon lå ofte en bunker en panserkuppel med tre eller seks skydeskår, hvorfra adgangsvejene kunne dækkes med maskingeværild. Panserkuplerne var 25 cm tykke og bevæbnet med et eller to maskingeværer. Under så tykt panser var maskingeværerne godt beskyttede, selv mod direkte beskydning fra kampvogne. I Hanstholm var der tre bunkere med panserkuppel med tre skydeskår (én kan ses lige foran Hansted kirke) og tre med kuppel med seks skydeskår (én kan ses ved indkørsel til Hotel Hanstholm).
Lidt tilbagetrukket i terrænet lå desuden fire bunkere med en mortér-type, som var fremstillet specielt til befæstningsanlæg. M 19-mortéren var en automatisk 5 cm-mortér, som kunne affyre op til 120 skud i minuttet og kunne skyde ud til en afstand på 750 m. Mortéren var anbragt i en 25 cm tyk panserkuppel, hvis top lå næsten i niveau med jordoverfladen, så den var meget vanskelig at opdage og ødelægge. M 19‑mortérerne skulle samarbejde med maskingeværerne, især dem i panserkupler. Mortéren skulle lægge sin ild i de områder, som maskingeværerne ikke kunne dække (sænkninger i terrænet og bagsiden af højninger), og dermed jage soldater, som var gået i dækning, frem i maskingeværilden. En mortér af denne type kan ses i Bunkermuseum Hanstholm.
