Regelbau – bunkere som typehuse
De fleste af de bunkere, der blev bygget ved Vestkysten som en del af ”Den nye Vestvold”/”Atlantvolden” fra sommeren 1942, var ”Regelbau”-bunkere.
”Regelbau” var et system af typehus-bunkere, som blev udviklet centralt af overkommandoerne. De kunne med små modifikationer bygges overalt. Standardiseringen indebar, at planlægnings- og byggearbejdet kunne effektiviseres kraftigt.
”Regelbau”-systemet blev indført i anden halvdel af 1930’erne til brug i den oprindelige ”Vestvold” langs Tysklands grænse mod Frankrig.
Bygningen af ”Den nye Vestvold” var imidlertid en langt mere omfattende opgave, som krævede bunkere, som kunne udfylde langt flere funktioner. Derfor blev der løbende udviklet en hel række forskellige bunkertyper. I alt blev der bygget bunkere af ca. 250 forskellige Regelbau-typer i “Atlantvolden”.
Standardbunkerne blev bygget i tre forskellige ”bygningsstyrker”:
”permanent” (”ständig”): 1,5-3,5 m lofts- og vægtykkelse.
”forstærket feltmæssig” (”verstärkt feldmässig”): 1 m lofts- og vægtykkelse.
”feltmæssig” (”feldmässig”): 0,3-0,6 m lofts- og vægtykkelse.
Regelbau-bunkerens indretning
Selvom Regelbau-bunkerne havde forskellige funktioner, var mange elementer i deres indretning standardiserede og gik igen fra type til type.
Indgangen var stort set altid sikret med et skydeskår i en 3 cm tyk panserplade for enden af indgangen. Bunkere, som skulle være bemandet under kamp, havde desuden som regel en udbygning i facaden med skydeskår, hvorfra man kunne skyde langs bunkerens facade.
På venstre eller højre side af skydeskåret var bunkerens indgangsdør, som var en 3 cm tyk panserdør i to dele.
Fra indgangen kom man ind i gasslusen, som var en slags entré, hvor udefrakommende personer i tilfælde af gasangreb skulle vente, indtil overtrykket i bunkeren havde udskiftet luften i slusen. Derefter kunne man gå ind i bunkeren uden at bringe gas med sig ind.
Pladsen i bunkernes mandskabsrum var ganske trang; som regel var der blot 2 m2 gulvareal pr. mand. Soldaterne sov i køjesenge i tre etager. Køjerne var lavet af jernrammer og fastgjort til væggene med 3-4 bolte i hver ende. Madrasserne var lavet af sækkelærred og fyldt med krøluld. For at isolere mod kulden var væggen bag køjen oftest isoleret med plader af blød masonit eller brædder.
Midt i rummet var der træborde og skamler, og langs væggene træskabe til soldaternes udrustning.
Bunkerrummene blev som regel opvarmet af en jernovn. Ovnen var gas- og tryktæt, og den blev brugt året rundt for at holde kulden og fugten væk. Den havde desuden en kogeplade, som kunne bruges til at tilberede mad på.
Ovnens skorstensrør var indrettet sådan, at man ikke kunne kaste en håndgranat direkte ned i ovnen. Der var en afgrening på røret, så håndgranaten blev ført ud på ydersiden af muren, hvor den havnede i en ”sprængbrønd”, hvor den ikke gjorde skade.
Mandskabsrummet var forsynet med et ventilationsapparat med en kapacitet på op til 1,2 m3 i minuttet. Ventilationsapparatet blev normalt drevet med håndkraft, men det kunne også påmonteres en elmotor. Bunkeren kunne lukkes helt tæt til i tilfælde af et gasangreb. Den luft, som blev suget ind i bunkeren, blev renset af et kulfilter, som sad oven på ventilationsapparatet.
Ventilationsåbningerne sad i bunkerens forside, og for at en fjende ikke skulle kunne kaste en håndgranat ind gennem ventilationsåbningerne, var de lukkede med riste.
Ventilationsapparatet blev ikke kun brugt ved gasangreb, men også til den almindelige ventilation af bunkeren. For at gøre indeklimaet i bunkeren udholdeligt, var man nødt til at lade apparatet køre i ti minutter hver morgen.
Der var installeret elektrisk lys i bunkerne. Da elektriciteten kom gennem ledninger udefra, og de færreste af bunkerne havde egen generator, måtte man imidlertid forvente, at strømmen blev afbrudt i tilfælde af bombardement. Belysningen blev derfor suppleret med batterilygter eller karbidlamper.
Bunkere, som kun havde én indgang, havde en nødudgang i sidevæggen, så man kunne komme ud af bunkeren, hvis indgangene blev spærret af jord og brokker. Nødudgangen var en vandret skakt gennem muren, som endte i en lodret skakt på ydersiden af bunkeren. Ind mod rummet var den vandrette skakt lukket med en jernluge. Selve skakten var fyldt op mod løse mursten og to sæt tværgående I-jernbjælker, som kun kunne fjernes inde fra. Ud mod den lodrette skakt var der så en halvstensmur i mursten. Den lodrette skakt var fyldt ud med ral, som først skulle tømmes ud, før der var adgang til den frie luft.