Atlantvoldens historie i Danmark

Så snart den tyske besættelsesmagt var nået frem til Jyllands nord- og vestkyster, gik den i gang med at bygge befæstningsanlæg.

Befæstningsanlæggenes styrke og deres antal blev nøje tilpasset den trussel, den tyske ledelse mente, at der var mod Tysklands kontrol med Danmark.

Derfor gennemløb den tyske befæstning af Danmark en voldsom udvikling i løbet af besættelsesårene 1940-45: fra spinkle bygninger af træ til massive betonbunkere med op til 3,5 m tyk beton.

De første kystbatterier

Straks efter besættelsen af Danmark gik den tyske besættelsesmagt i gang med at opstille kanonbatterier, som skulle sikre det nyerobrede område mod britiske modangreb. I første omgang var der tale om mobile batterier fra hæren og flyvevåbnet, som blev opstillet midlertidigt i feltmæssige stillinger.

Kanonerne blev opstillet for at forsvare særligt vigtige havne og farvande. Tværs over indsejlingen til Skagerrak blev der mellem Hanstholm og Kristiansand anlagt en stor minespærring.

Faste kystbatterier

Den tyske marine gik efter få dage i gang med at bygge sine egne, faste kystbatterier. Marinens kystartilleri bestod af gamle skibskanoner, så der skulle bygges betonfundamenter m.m. til, før kanonerne kunne opstilles. Derfor blev marinens faste batterier først skudklare i løbet af maj og juni 1940.

De første kystbatterier lignede ikke egentlige fæstninger. Bortset fra kanonfundamenter var der meget lidt beton i batterierne, og batteribesætningerne boede i træbarakker i nærheden af kanonerne.

Tunge batterier til Danmark

I november 1940 begyndte tyskerne at bygge tunge batterier på Hanstholm og ved Dueodde på Bornholm. Batteriet ved Hanstholm skulle spærre indsejlingen til Skagerrak, mens det på Bornholm skulle beskytte skibsfarten i Østersøen mod sovjetiske angreb. Kanonerne kunne skyde ud på en af stand af 55 km.

Der var tale om et meget omfattende byggeri, som bl.a. bestod af fire store bunkere til kanonerne.

Hver bunker havde en grundflade på ca. 2.000 m2 og som udover ammunitionsmagasiner havde mandskabsrum til kanonbesætningen på 90 mand.

I januar 1941 blev det besluttet, at batteriet på Bornholm ikke skulle bygges færdigt. Grunden var, at Tyskland gjorde sig klar til at angribe Sovjetunionen, og der var derfor ikke længere brug for batteriet. Arbejdet på Bornholm fortsatte dog indtil juni 1941.

Hærkystbatterier

I sommeren 1941 blev der opstillet et stort antal nye kystbatterier i Vesteuropa. Det skete for at kompensere for de mange tropper, der flyttede mod øst som forberedelse til angrebet på Sovjetunionen. Opgaven var for omfattende for marinen, og derfor kom kanonerne og deres besætninger fra hæren, hvorfor batterierne blev betegnet “hærkystbatterier”. Kanonerne var krigsbytte.

Der kom ti nye batterier til Danmark, som alle var udstyret med franske feltkanoner fra 1. Verdenskrig. De seks af batterierne blev straks opstillet ved vestkysten. De resterende blev placeret ved de indre farvande, og blev først i slutningen af 1941 flyttet til vestkysten. Fem af batterierne blev opstillet nord for Limfjorden.

“Ny Vestvold”

Det tyske angreb på Sovjetunionen var i efteråret 1941 slået fejl, og det betød, at størstedelen af den tyske hærs styrker stadig ville være bundet på Østfronten. Derfor udstedte Hitler i december 1941 en ordre om, at Vesteuropas kyster skulle befæstes som en ”Ny Vestvold”, så ethvert angreb kunne slås tilbage.

Hitlers ordre om bygning af en “Ny Vestvold” satte stor aktivitet i gang langs kysten. Der blev flyttet flere våben og soldater ud til kysterne. Den største nyskabelse var imidlertid, at man nu begyndte at bygge kraftige bunkere. Hidtil havde der kun været træbarakker og enkelte bunkere af træ eller tynd beton i batterierne. Nu blev der bygget bunkere med 2 m tykke vægge i alle kystbatterierne.

Støttepunkter

I sommeren 1942 blev hærens tropper trukket nærmere kysten. Der blev indrettet “støttepunkter” for infanteriet på særligt vigtige punkter langs kysten, især steder med vigtige trafikforbindelser – f.eks. Agger, Løkken og Hirtshals.

I første omgang indrettede tropperne sig med stillinger nedgravet i jorden og forstærket med træ. Efterhånden blev der imidlertid også bygget kraftige betonbunkere i de fleste af støttepunkterne. Der blev bygget bunkere til mandskab, vandforsyning, køkkener, hospitaler m.m.m.

Støttepunkterne blev omgivet med en række forskellige typer spærringer, som skulle forhindre en angribende fjende i uden videre at trænge ind i støttepunkterne.

Yderst lå der op til flere hundrede meter dybe minefelter med fodfolks- og panserminer.

Bag minefelterne fandtes nogle steder en pansergrav. Pansergravene var ca. 2 m dybe grøfter, som skulle spærre vejen for kampvogne.

Bag minefelter og pansergrave var brede pigtrådsspærringer og rækker af panserspærringer i form af jernbukke. Jernbukkene stammede oprindeligt fra Tjekkoslovakiet, og blev kaldt “tjekkiske pindsvin”.

Bag støttepunkternes minefelter og pigtrådshegn var en mængde forskellige lette og tungere våben, som skulle forhindre, at fjenden trængte ind i stillingen.

Rommels inspektion

I slutningen af 1943 var den tyske overkommando alvorligt bekymret for en invasion i Vesteuropa – herunder også i Danmark.

For at forbedre forsvaret sendte Hitler sin berømteste general, Erwin Rommel, ud og inspicere “Atlantvolden”. Inspektionsrejsen begyndte i Danmark.

Under sin rejse i Danmark udviklede Rommel nye principper for forsvarets opbygning. Hidtil var der kun blevet bygget forsvarsanlæg på særligt vigtige punkter. 

Rommel ønskede imidlertid, at hele kysten skulle befæstes, så invasionsstyrken kunne standses allerede på stranden.

Efter Rommels inspektion begyndte man at udbygge forsvarsanlæggene på kysten fra Esbjerg til Thyborøn til én sammenhængende forsvarslinje. Det skete ved, at der anlagdes pigtrådsspærringer og minefelter på eller bag stranden. I strandkanten blev bygget et stort antal små bunkere med skydeskår til maskingeværer til skydning langs med kysten, såkaldte flankeringsbunkere.

Nye kystbatterier

På grund af kravet om, at kystforsvaret skulle styrkes, blev kystartilleriet ved vestkysten kraftigt forstærket. I begyndelsen af 1944 kom der således ti nye hærkystbatterier til landet, mens marinen anlagde fem nye kystbatterier.

I foråret 1944 blev de fleste af de gamle kystbatteriers kanoner flyttet ind i kraftige betonbunkere. Det skete for at beskytte dem mod de kraftige bombardementer fra havet og luften, der ville komme forud for en invasion. I bunkerne var godt beskyttede, men kanonernes skudfelt blev begrænset til kun 120 grader.

Oprustning i Kattegat

Man kunne have forventet, at befæstningsbyggeriet i Danmark var gået i stå efter den allierede landgang i Normandiet den 6. juni 1944. Det skete imidlertid langt fra, tværtimod gik marinen i gang med en kraftig forstærkning af kystforsvaret langs Kattegats kyster. Det skete bl.a. ved opstilling af et stort antal lette og middelsvære batterier. I løbet af efteråret 1944 og de første måneder af 1945 blev der etableret i alt 28 nye batterier ved Kattegats kyster.

Årsagen var, at sikringen af indsejlingen til Østersøen blev tillagt endnu større betydning af den tyske flåde efter tabet af baserne i Frankrig. Hvis de allierede fik spærret Østersøen, ville den tyske marine miste muligheden for at sende sine ubåde fra træningsområderne i Østersøen ud i Atlanterhavet.